Loading...
Navigation
Printer Friendly and PDFPrinter Friendly and PDF

Serbien holdt søndag den 6. maj 2012 præsident-, parlaments- og lokalvalg på samme dag, og den danske NGO SILBA (Support Initiative for Liberty and Democracy in the Baltics) var til stede med 35 danske valgobservatører foruden de ca 1000 andre observatører fra det internationale samfund.

Den siddende præsident, Boris Tadić, vandt et knebent flertal til præsidentposten mens hans modstander, Tomislav Nikolićs parti fik flest stemmer i parlamentet, og det betyder, at valget i den anden valgrunde i præsidentvalget den 20. maj kommer til at stå mellem de to ud af de 9 kandidater, som stillede op. De to partier, Det demokratiske parti, som har Tadić i forgrunden og Serbiens radikale parti, som er Nikolićs parti kan ifølge serbiske vælgere være svære at se forskel på, da de begge er nationalistiske partier, som er pro- EU og også vil have Kosovo, som indtil videre er et uafklaret territorium under FN, tilbage under serbisk flag. Forskellen på de to partier ligger, meget bredt, i deres økonomiske program og den måde, hvorpå de ønsker at samarbejde med EU, NATO og Rusland.

Ifølge OECE var valget frit og velorganiseret, omend der var plads til forbedringer i gennemskueligheden af medierne op til valget. Det var ikke nemt at regne ud, hvilke medier, der ejes af hvem, og det kan gøre det svært for vælgerne personligt at vurdere budskaberne. Positivt er, at kandidaterne har haft frihed til at føre en fri kampagne og at der har været masser af kandidater og programmer at vælge mellem. Serbien har de seneste år gennemgået flere lovreformer, for at leve op til de europæiske krav og disse har været med til at hjælpe landet på vej til at blive et mere velfungerende demokrati, som lever op til de fleste af Europarådets standarder for demokratiske valg. Dog er rapporten fra EUs antikorruptionsråd endnu ikke blevet offentliggjort, så det vides på nuværende tidspunkt ikke om korruptionen har været udtalt ved dette præsidentvalg.

På selve valgdagen var der små uheldige fejl men, som observatørerne fra SILBA også vurderede, var årsagen til disse mere manglende træning og forglemmelser end systematisk valgfusk eller korruption. Der var eksempler på manglende forsegling af bokse, manglende afskærming af stemmeområder og for små valglokaler, så de tilforordnede sad for tæt på valgområderne til at kunne undgå at se, hvor der blev sat kryds. Nogle steder var stemmeområderne så tæt på åbentstående vinduer, at den del af landsbyen, der ikke allerede var indenfor i valglokalet og forstyrre, kunne stå udenfor og kigge ind på vælgerne, der satte kryds. De fleste steder var de valgtilforordnede slet ikke opmærksomme på at skille vælgerne ad, hvis der var flere i et valgområde, der diskuterede valget og måske hjalp hinanden med at sætte kryds.

SILBA så manglende udlevering af materiale såsom stemmebokse og skriveredskaber fra valgkommissionen som en unødvendig udfordring, der skabe en del forsinkelser i åbningsceremonierne, og dette skabte selvsagt ængstelse hos både vælgere og tilforordnede indtil det kom i orden. Også det, at der var 3 valg i gang på samme tid, nogle steder med 6 slags stemmesedler der lignede hinanden, skabte en del forvirring, især hos ældre vælgere. Udover dette bemærkede SILBA, at der var en god stemning på valgstederen og at de valgtilforordnede var mere end glade for at samarbejde med os, vise os dokumenter og bøger og svare på vore forundringsspørgsmål. SILBA vurderer, at serberne er godt på vej, og at det kun er et spørgsmål om øvelse og uddannelse før de lever op til de europæiske standarder.

Til anden valgrunde den 20. maj bliver det spændende at se, hvem af de to kandidater, der kommer til at sidde som præsident de næste 4 år. SILBA kommer i hvert fald til at følge den politiske situation tæt.

For yderligere information: www.silba.dk. Mød os også på Facebook.

Sofia Katrine Svensson arbejder med international konflikthåndtering og var med SILBA på valgobservation i Serbien.

notset>